KING of BURLESQUE anmeldelser

kingofburlesque_aros_arnvid_meyer_2020

Foto: Albert O. Meier

Jakob Elvstrøm KING of BURLESQUE Koncert - Aros 14. juli 2020

Niels Overgaard, jazznyt.dk

"Sommertid i Aarhus er noget andet end corona-karantæne-tid. Gågaden er fyldt med glade danske turister. Det var kunstmuseet Aros også. På 8. sal spillede Jakob Elvstrøm koncert under overskriften King of Burlesque. 
Programmet bestod af Burlesque klassikere som Louis Primas Night Train, Mancini’s Peter Gunn Theme og Elvstrøms egne kompostioner med titler som "Sexy Sioux" og "Sneaky Dick". Det var både underholdende og velspillet. Jakob Elvstrøm førte veloplagt an og er en af de få danske saxofonister der bruger effekter på saxofonen, det kan der være mange grunde til. Når Elvstrøm gør det, lyder det fedt og sovset, fordi han ved hvordan det skal gøres så det lyder godt. Niels Ulbrandt styrede erfarent Hammond orgelet og sammen med rytmeboksen, Roland CR 8000 sørgede de for at Elvstrøm kunne sejle sikkert i havn med den sleazy jazz. Elvstrøm kom med gode informationer undervejs, som feks. at Harlem Nocturne blev suppleret med Rhumba-rytmen fra Roland-vidunderet. Det sidste nummer i det timelange første sæt, var Nino Rota’s "Speak Softly my Love" fra Godfather filmene. Den var tilføjet en fyrig slow merengue-rytme. Jeg måtte desværre gå videre efter det første sæt. Elvstrøm og Ulbrandts stripper-jazz fungerede godt, hvilket er ret imponerende, da jeg godt kunne frygte, at det blev for meget gimmick og for lidt musik."

kingofburlesque_2_aros_arnvid_meyer_2020

Foto: Albert O. Meier

Sax-a-go-go – tilbage til de saftige 70'ere

KING of BURLESQUE – Jakob Elvstrøm , ARoS Aarhus Kunstmuseum, 14/07/20 17:00
onsdag 15. juli 2020. Tekst: Jørn Gade

"Jazz behøver ikke være så kedelig og selvhøjtidelig endda. Kunstmuseet ARoS lagde rammerne til Jakob Elvstrøm og King of Burlesque Man har hørt og set alt for lidt til den aarhusianske saxofonist Jakob Elvstrøm i de sidste par år.
Derfor var det da også et dejligt gensyn med en musiker, der klart vil underholde i musik og tale. Hans sax og lyst til den mere funkede jazz er kendt.
På det seneste har han pakket sit valg af musik ind i duoen King of Burlesque, der udover Elvstrøm har backing af Niels Ulbrandt på Hammond.

For undertegnede var burlesk jazz ikke et kendt musikalsk begreb, men jeg blev belært om, at numre som The Stripper, Harlem Nocturne og Louis Primas Night Train var numre, som blev spillet på mere ydmyge steder, hvor folk ikke kom for at høre jazz, men for at se på striptease. Elvstrøm forventede, at duoens musik helt naturligt ville få publikum op af sæderne – og ud for at smide kludene.
Elvstrøm havde glimt i øjet – og da der kom et festligt klædt hipsterpar ind og satte sig bag orkesteret tænkte jeg: Her kommer noget, der ikke står i foromtalerne på jazzfestivalens side. Jeg så allerede for mig, hvordan Albert O. Meiers billeder til siden her ville få mange sultne blikke.
Men jeg må skuffet meddele, at det hippe par bare var almindelige koncertgængere på ARoS. Trods den manglende dans var jeg nu ikke spor skuffet over Jakob Elvstrøm og King of Burlesque. Hverken over at høre hårdt pumpede udgaver af musikken fra En by i provinsen, De uheldige helte, M.A.S.H. eller Godfather og The Pink Panther. Hertil kom en række numre skrevet af Elvstrøm selv. Alle med mærkelige naughty titler.

I pausen mellem de to sæt tænkte jeg, at de store vinduer med den fantastiske udsigt fra ARoS' restaurant skulle have været blændet – og de lummerrøde spotlys være tændt. Så var Elvstøms ord sikkert blevet til virkelighed….
En herlig tirsdag eftermiddag på ARoS med jazz og humør!"